Til dig, der ønsker at fyre med brændsel i kolonihavehuset.
Hvis du fyrer rigtigt i din brændeovn, brændekedel, pejs og lignende fastbrændselsovne,
undgår du ofte røggener for dine naboer.
Samtidig mindskes risikoen for udledning af sundhedsskadelige partikler til omgivelserne.
For at hjælpe dig med at bruge din fastbrændselsovn på den rigtige måde har
Herning Kommune lavet denne forskrift, som indeholder regler for korrekt brug af ovne til fast brændsel.
Du skal være særlig opmærksom på §§ 4 - 9, som handler om, hvordan du konkret skal gøre.
Få § 3 stk. 8 i orden med det samme.
Lovgrundlag
Forskriften er skrevet med baggrund i § 12 stk. 1, i
Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1432 af 11. december 2007 om regulering af luftforurening
fra brændeovne og brændekedler samt visse andre faste anlæg til energiproduktion
(brændeovnsbekendtgørelsen).
Ifølge § 11 i bekendtgørelsen kan kommunen ud over forskriftens bestemmelser stille krav om, at:
skorstenen skal være så høj, at røgen frit kan stige til vejrs, det vil sige, at hverken den bygning,
hvorpå skorstenen er placeret, nabobygninger eller terrænforhold må hindre at røgen bliver transporteret væk.
brugen af en fastbrændselsovn indskrænkes
a) på en bestemt måde
b) på bestemte tidspunkter eller
c) under bestemte vejrforhold.
Hvis det bliver nødvendigt at stille et eller flere af disse krav til din ovn vil du blive
informeret om det af kommunen. Det vil ske i form af et påbud eller forbud efter
§ 42 i Lov om miljøbeskyttelse nr. 358 af 6. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 879 af 26. juni 2010.
Et sådant krav vil altid blive stillet efter en konkret vurdering, og uanset, at fastbrændselsovnen er godkendt af en skorstensfejer.
Forskriftens gyldighedsområde
§ 1
Forskriften fastsætter regler for anvendelse af fastbrændselsovne til hel eller delvis opvarmning
af boliger i de i stk. 2 nævnte områder.
Stk. 2
Forskriften gælder for følgende typer af områder i Herning
Kommune i henhold til definitioner og afgrænsninger i gældende
kommuneplan og/eller lokalplan:
boligbebyggelse i byzone
afgrænsede landsbyer i landzone
sommerhusområde
kolonihave
boliger i erhvervsområde.
Stk. 3
Som bruger af en fastbrændselsovn er du ansvarlig for, at overholde forskriften.
Stk. 4
Forskriften tilsidesætter ikke eventuelle lokale bestemmelser, vedtægter eller lignende
om forbud mod brugen af fastbrændselsovn.
§ 2
Herning Kommune afgør, om en fastbrændselsovn og brugen af den er omfattet af denne forskrift.
Definitioner
§ 3
I denne forskrift forstås ved:
1) Fastbrændselsovn
Enhver form for fyringsanlæg til fast brændsel, f.eks.
brændeovn
brændekedel
pejs
masseovn
træpillefyr
flisfyr.
2) Rent brændsel
Rent brændsel er:
rå, kløvet træ
rent træ uden indhold af lim, lak, maling, søm, skruer, beslag mv.
træpiller
træbriketter af rent træ
træflis
koks
andre restprodukter omfattet af
Bekendtgørelse om biomasseaffald nr. 1637 af 13. december 2006
.
3) Affaldstræ Enhver form for behandlet træ, f.eks.
imprægneret træ
malet træ
lakeret træ
limet træ
spånplader
MDF-plader
plastlaminatplader
savsmuld
træpaller inkl. engangspaller
jernbanesveller
telefonmaster
emballagetræ.
4) Husholdningsaffald
Enhver form for affald, der fremkommer i en almindelig husholdning, f.eks.
mælkekartoner
pap
plast
aviser
farvede og glittede reklamer/blade.
5) Byzone De byer, der ifølge kommuneplanen og/eller lokalplaner er defineret som byzone.
Afgrænsning af byzonen følger angivelser i kommuneplanen og/eller lokalplaner.
6) Afgrænsede landsbyer i landzone
De landsbyer, der ifølge kommuneplanen og/eller lokalplaner er defineret som afgrænsede landsbyer i landzone. Afgrænsning af landsbyen følger angivelser i kommuneplanen og/eller lokalplaner.
7) Sommerhusområde
De områder, der ifølge kommuneplanen og/eller lokalplaner er udlagt til sommerhusområde.
Afgrænsning af området følger angivelser i kommuneplanen og/eller lokalplaner.
8) Kolonihave
De områder, der ifølge kommuneplanen og/eller lokalplaner er udlagt til kolonihaveområde.
For alle brændeovne gælder - Karolinelunds bestyrelse skal have en kopi af godkendelse fra skorstensfejer, før den er lovlig i kolonihaven.
Afgrænsning af området følger angivelser i kommuneplanen og/eller lokalplaner.
9) Boliger i erhvervsområde
Lovlige eksisterende boliger i et erhvervsområde.
Afgrænsning af området følger angivelser i kommuneplanen og/eller lokalplaner.
Brændsel
§ 4
Du må kun bruge rent brændsel i en fastbrændselsovn, jf. § 3 stk. 1, punkt 2.
Hvis der er en anvisning på, hvordan du bruger en bestemt brændselstype fra
ovnens producent skal du bruge den.
Stk. 2
Fugtigheden i rå, kløvet træ og rent træ uden indhold af lim, lak, maling, søm, skruer, beslag mv.
skal være under 20 % vandindhold.
Stk. 3
Du må ikke bruge affaldstræ og husholdningsaffald som brændsel, jf. § 3 stk. 1, punkt 3 og 4.
Sammenkrøllet avis må dog anvendes til optænding, jf. § 6 stk. 1.
§ 5
Du skal opbevare dit brænde, så kvaliteten ikke forringes, f.eks. i et brændeskur eller under halvtag.
Brug af fastbrændselsovn
§ 6
Du må kun tænde op i ovnen med tørt kvas, pindebrænde, optændingsblokke
eller sammenkrøllet avispapir (ikke farvede og glittede reklamer/blade).
Stk. 2
Når du tænder op skal der være rigelig lufttilførsel.
§ 7
Brug ikke mere eller større brænde end der er plads til i ovnen
og følg i øvrigt eventuel anvisning fra ovnens producent.
Stk. 2
Brændkammeret skal tømmes for aske efter behov og som minimum efter
eventuel anvisning fra ovnens producent.
§ 8
Du må ikke fyre i din ovn natten over, medmindre den er beregnet til det.
Røggener
§ 9
Brugen af en fastbrændselsovn må ikke medføre væsentlige røggener i omgivelserne.
Stk. 2
Under normale forhold må røgen fra en fastbrændselsovn ikke give synligt
eller stærkt lugtende røgnedslag hos naboen.
Stk. 3
Herning Kommune afgør om en røggene er væsentlig.
Administrative bestemmelser
§ 10
Herning Kommune fører tilsyn med, at bestemmelserne i denne forskrift
samt lovgivning på området bliver overholdt. Tilsynet bliver eventuelt ført i samarbejde med en skorstensfejer.
Stk. 2
Herning Kommune afgør, om der skal inddrages en skorstensfejer.
§ 11
Herning Kommune kan i særlige tilfælde give dispensation for regler i denne forskrift.
Anmodning om dispensation skal være skriftlig og indeholde en særlig begrundelse.
§ 12
Bestemmelserne i denne forskrift er ikke til hinder for, at Herning Kommune efter
Miljøbeskyttelseslovens § 42 stk. 1 - 4 kan stille krav om yderligere forureningsbegrænsende
foranstaltninger end angivet i forskriften.
Straf
§ 13
Overtrædelse af denne forskrift kan blive meldt til politiet med krav om bødestraf.
Ikrafttrædelse
§ 14
Forskriften er vedtaget af kommunalbestyrelsen i Herning Kommune den 26. september 2011.
Stk. 2
Forskriften træder i kraft fra vedtagelsesdatoen.
Side 8
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til forskriften eller om brug af en fastbrændselsovn, er du velkommen til at kontakte:
Teknik og Miljø
Rådhuset, Torvet 5
7400 Herning
tlf. 96 28 80 40
mail: teknik@herning.dk
Henvendelser om opsætning og afmelding af en fastbrændselsovn skal ske til
skorstensfejeren i dit distrikt.
Skorstensfejeren kan også vejlede om korrekt fyring i en fastbrændselsovn.
Skorstensfejerens kontaktoplysninger findes på www.herning.dk.
Regler ved opsætning af en ny fastbrændselsovn
Bekendtgørelse om offentliggørelse af bygningsreglement nr. 810 af 28. juni 2010 (BR10).
Bekendtgørelse om regulering af luftforurening fra brændeovne og brændekedler
samt visse andre faste anlæg til energiproduktion nr. 1432 af 11. december 2007
(Brændeovnsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om ejerens pligt til at give oplysninger til Bygnings- og Boligregistret
(BBR) nr. 1028 af 12. december 2002.
Nyttige link
www.herning.dk (information om bl.a. brændeovne)
www.borger.dk (information om bl.a. brændeovne)
www.fyrfornuftigt.dk (gode råd fra Miljøstyrelsen)